DET MILJØVENLIGE KONCEPT

Tekstilerne fremstilles på Kjellerup Væveri beliggende midt på den jyske hede. Vivi Mailund har valgt produktion i Danmark for skabe indblik og gennemsigtighed i en branche, hvor man som forbruger ved alt for lidt om hvem, hvor og hvordan tekstiler fremstilles.

Kjellerup Væveri er et af de sidste væverier tilbage i Danmark. Væveriet drives med respekt for de gamle håndværkstraditioner, men moderniserer løbende for at kunne opfylde kravene til kvalitet og hastighed.

 

I væveriet fremstilles tekstilet på en computerstyret vævemaskine af mærket Dornier. Efter endt vævning efterbehandles tekstilet med damp for at gøre det krympefrit og give det en varig glans.

 

Løbende sendes det færdigvævede tekstil op til systuen på 1. sal. Her måles, klippes og syes tekstilet efter bestilling. Som resultat heraf må forventes en normal leveringstid på 3-5 hverdage.

 

Læs mere om Kjellerup Væveri her

Hele konceptet er baseret på miljøvenlig fremstilling, med målet om at efterlade så få aftryk på miljøet som muligt. Tekstilbranchen er blandt de mest forurenende industrier i verden. Det kræver mange ressourcer at fremstille tekstiler. Både miljømæssige og menneskelige ressourcer. I konceptet medtænkes følgende fire principper:

UPCYCLING

Tekstilerne fremstilles ved brug af overskudsgarner fra den danske tekstilindustri. Herigennem tillføjes ny værdi til garner der ellers ikke ville blive brugt. Ved at anvende allerede eksisterende materialer undgår vi at igangsætte nye ressourcekrævende processer hvilket mindsker vores belastning af jorden.

LOKAL PRODUKTION

Garnerne hentes på et garnlager i Jylland. Herefter transporteres de til Kjellerup Væveri hvorfra tekstilerne væves og syes løbende. De færdige produkter afsendes direkte fra væveriet ud til kunden. Samlet set udgør det en produktion med minimal transportbelastning og CO2-udledning.

TIDLØST DESIGN

Overskudsgarner består af alverdens farver og kvaliteter. Designet er udviklet således at alle farver kan kombineres og anvendes i vævningen. Hverken farver, materialer eller mønstre er styret af tidens tendenser. 

LANG LEVETID

Tekstilerne fremstilles som modsvar til vores brug-og-smid-væk samfund. Kriteriet er at fremstille boligtekstiler i høj kvalitet. Det bidrager til en god holdbarhed hvilket øger produktets levetid. Kjellerup Væveri er vores garanti for produktion af boligtekstiler i høj kvalitet.

BEGREBET UPCYCLING

Upcycling, eller på dansk "opbrug", kan kaldes for opkvalificerende genbrug. Det handler om at tilføje ny værdi til en ting, man ellers ville betegne som affald, for eksempel ved at genopfinde det som et nyt eller en del af et nyt produkt.

 

Processen adskiller sig fra genbrug, hvor en ting enten genanvendes i den samme form, som den er skabt (recycling), for eksempel genbrugstøj, eller nedbrydes for at blive en del af et nyt produkt (downcycling), for eksempel glas omsmeltet til nye flasker.

Kilde: www.dr.dk

BEGREBET BRUG-OG-SMID-VÆK SAMFUND

Vi lever idag i et brug-og-smid-væk samfund. Billige produkter af lav kvalitet holder kun i kort tid og kasseres ofte, da det sjældent kan betale sig at reparere dem. Det belaster miljøet i enorm grad.

Kilde: www.ordnet.dk